Ejerforening

Hvis du køber en ejerlejlighed, er der en række forhold omkring ejerforeningen og foreningens væsentligste dokumenter, du bør sætte dig ind i.

Ved købet bliver du medlem af ejendommens ejerforening, og det er ejerforeningen, der har ansvaret for ejendommens drift. Som ejer af en ejerlejlighed ejer du helt selv din egen lejlighed, mens de øvrige dele af ejendommen som f.eks. tag, ydermure, fundament m.m. og ejendommens grund ejes i sameje med de andre lejlighedsejere i ejerforeningen. Medlemskabet af ejerforeningen indebærer derfor, at du som køber skal deltage i udgifterne til vedligeholdelse og istandsættelse efter ejerlejlighedernes fordelingstal.

Ejerforeningens fællesudgifter/fællesbidrag

Fællesudgifter dækker over de omkostninger, der er forbundet med foreningens løbende drift og vedligeholdelse af fællesområder, bygningen i sig selv samt grunden. Som køber af en ejerlejlighed er det derfor væsentligt også at tage højde for disse fremtidige udgifter, da du dermed både skal kunne betale udgifterne til fx renter og afdrag på lån i din egen lejlighed – og samtidig betale fællesbidraget til ejerforeningen.

Dit bidrag til ejerforeningens fællesudgifter bestemmes på baggrund af de fordelingstal, der knytter sig til din ejerlejlighed. Tallene afspejler de forskelle, der er mellem lejlighedernes forskellige størrelse og værdi. Din ejerlejlighed kan have flere forskellige fordelingstal fx tinglyst fordelingstal, administrativt fordelingstal og regnskabsmæssigt fordelingstal. Det vil fremgå af administrators besvarelse, hvilket fordelingstal fællesudgifterne i din ejerforening fordeles efter.

Fællesudgifterne bliver betalt a conto pr. måned eller pr. kvartal og kan bl.a. bestå af renter og afdrag til et fælleslån, som ejerforeningen har optaget, samt de løbende driftsudgifter på hovedejendommen som fx renovation, forsikring, trappebelysning, vicevært, vand og vandafledning samt vedligeholdelse af ejendommen.

Ejerforeningens vedtægter

Ejerforeningens vedtægter regulerer forskellige forhold i ejerforeningen. Disse vil normalt som minimum indeholde regler for indkaldelse og afholdelse af generalforsamling i ejerforeningen. I vedtægterne kan herudover være indeholdt begrænsninger i ejerens råderet over sin ejerlejlighed f.eks. vedrørende husdyrhold og ret til udlejning. Alle ejerforeninger har vedtægter, idet ejerforeningen skal følge ”normalvedtægten”, hvis foreningen ikke har vedtaget egne regler.

Generalforsamlingsreferatet

På generalforsamlingen fremlægges foreningens seneste årsregnskab, og budgettet for det kommende år vedtages. Det er også på generalforsamlingen, at ejerforeningens bestyrelse vælges, og alle væsentlige forhold vedrørende ejendommen, som fx afholdelse af udgifter til vedligeholdelse og forbedringer, besluttes. Der skal efter hver generalforsamling udarbejdes et referat af mødet.

Referatet giver et billede af, hvordan det går i ejerforeningen, og hvad der er truffet af beslutninger. Desuden kan du gennem referater for indblik i fremtidige vedligeholdelsesudgifter.

Ejendomsmægleren hjælper sælger med at fremskaffe generalforsamlingsreferat/-er til køber.

Ejerforeningens seneste regnskab og budget

Ejerforeningens regnskab og budget giver køber et billede af foreningens økonomi.

  • Er der opsparing til vedligeholdelse og andre projekter?
  • Er foreningen gældsat?
  • Hvordan anvendes midlerne i foreningen?
  • Er der taget højde for kommende udgifter?
  • Hvilke lån har ejerforeningen?
  • Hvilken forsikring har ejerforeningen?

Hvad skal oplyses ved bolighandel?

Benytter ejerforeningen en professionel administrator, vil ejendomsmægleren indhente besvarelse via administratoren, således at der også skaffes oplysninger om evt. restance til ejerforeningen.

Ved mæglerens henvendelse til ejerforeningens administrator rekvireres ligeledes kopi af de relevante dokumenter.

Bemærk

Som køber er det vigtigt at gennemgå ejerforeningens dokumenter grundigt. Dette for både at se, om der er truffet beslutninger, der medfører øgede udgifter eller for at få et overblik over foreningens formueforhold. Det kan være en god idé at gennemgå foreningens regnskab m.m. med din advokat/køberrådgiver samt pengeinstitut.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Med mere end 140 butikker er der altid en lokal mægler, som står klar til at rådgive dig og svare på dine spørgsmål.

Kender du værdien af din egen bolig?

Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand. Vil du have en præcis salgsvurdering, kan du få en af os - gratis og uforpligtende.