Ejendomsskattebillet

Er du boligejer – eller på vej til at blive det – kan du med fordel sætte dig ind i, hvordan ejendomsskatten påvirker din økonomi.

Ejendomsskattebilletten er en årlig opgørelse fra kommunen over nogle af de skatter og afgifter, du som boligejer skal betale for din ejendom i det kommende år. Den indeholder opkrævning af grundskyld (ejendomsskat), men herudover opkræves også ofte beløb til rottebekæmpelse, renovation og skorstensfejning m.m. over ejendomsskattebilletten.

Du kan læse mere om ejendomsskattebillet og grundskyld samt beregning og betaling heraf på siden her. 

Hvad er grundskyld

Grundskyld er en ejendomsskat, der betales af alle boligejere – uanset om du selv bebor din bolig eller ej. Grundskyld administreres og opkræves af kommunerne, og skatten betales af grundens værdi på baggrund af den offentlig vurdering. Beregningsgrundlaget for grundskylden fastsættes hvert år som det mindste beløb af enten:

Ejendommens grundværdi som den fremgår af den seneste offentlige vurdering
Eller

Grundværdien, der dannede grundlag for grundskylden det foregående år, tillagt en reguleringsprocent på 3-7 procent.
Den regulerede grundværdi kaldes 'grundskatteloftsværdi' og fremgår af ejendomsskattebilletten.

De enkelte kommuner fastsætter selv størrelsen, der skal betales. Den fastlagte promillesats skal være mindst 16 og højest 34. Taksten kan findes på kommunens hjemmeside. Kommunerne bestemmer selv, om skatten opkræves i 2 eller 4 rater, og hvornår disse forfalder.

På grund af en stigning i grundskylden i perioden fra 2018 – 2020, der ikke opkræves på nuværende tidspunkt, er der indført en midlertidig indefrysningsordning for grundskyld, som ikke kan fravælges.

I denne periode indefryses nominelle stigninger i grundskylden automatisk (dog med en bagatelgrænse for indefrosne beløb på 200 kr.). Da ordningen som udgangspunkt ikke kan fravælges, forrentes beløbet ikke i perioden 2018-2020.

Vær opmærksom på

Boligsælgeren skal ved ejerskifte være opmærksom på at aflevere ejendomsskattebillet og eventuelt giroindbetalingskort til den nye ejer. Betalinger foretaget af sælger, der dækker købers ejerperiode, vil blive refunderet via refusionsopgørelsen.

Ejendomsskatten påhviler den til enhver tid tinglyste ejer. Derfor skal køber være opmærksom på at få dokumenteret, at sælger har betalt tidligere rater og evt. tidligere pålagte gebyrer, idet køber indtræder i forpligtelsen og vil komme til at hæfte for betalingen, uanset om restancen er opstået i sælgers ejerperiode.

Såfremt der sker betaling via betalingsservice, udskrives ikke indbetalingskort, dette fremgår af ejendomsskattebillettens forside. Ved ejerskifte bliver den tidligere ejer ikke automatisk frameldt betalingsservice, hvorfor sælger selv skal sørge for at afmelde denne. Kommunen udsender ikke indbetalingskort på endnu ikke forfaldne rater til den nye ejer/køber. Har sælger ikke afleveret indbetalingskortet til køber, påhviler det – med mindre andet er aftalt – køber selv at fremskaffe dette.

Betales skatten ikke til tiden påløber der renter fra forfaldsdagen. Kommunalbestyrelsen er også berettiget til at opkræve evt. gebyr og retsafgift. Det samlede beløb kan inddrives gennem et udlæg.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Med mere end 140 butikker er der altid en lokal mægler, som står klar til at rådgive dig og svare på dine spørgsmål.

Kender du værdien af din egen bolig?

Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand. Vil du have en præcis salgsvurdering, kan du få en af os - gratis og uforpligtende.