Overdragelsen

Inden overtagelsesdatoen skal du sammen med ejendomsmægleren aftale med køber, hvornår overdragelsen skal ske. Hvis intet andet er aftalt, sker overdragelsen klokken 12.00 på overtagelsesdagen. Ejendommen skal afleveres i ryddet stand.

Her afleverer man nøglerne og aflæser forbruget af el, vand, gas, fjernvarme eller oliebeholdning. Forbruget noteres af hensyn til refusionsopgørelsen. Det er dig, der hæfter over for forsyningsselskaberne, indtil de har fået meddelelse om den nye ejer.

Køber overtager risikoen for ejendommen senest på overtagelsesdagen. Hvis ejendommen er fuld- og nyværdiforsikret mod brandskade, overgår risikoen dog allerede til køber ved købsaftalens underskrift.

Hvis køber ønsker at flytte ind i ejendommen før overtagelsesdagen, bør du sikre dig:

  • at udbetalingen og handelsomkostninger er deponeret
  • at købers økonomiske forhold er afklaret, herunder at køber er godkendt som debitor på realkreditlån
  • at køber har underskrevet skøde, pantebreve og gældsovertagelseserklæringer
  • at forbrugsmålere mv. er aflæst

Vær opmærksom på, at ejendommen skal overdrages til køber med de faste installationer, hårde hvidevarer, buske/træer mv., der befinder sig på ejendommen, når købsaftalen indgås, medmindre andet er aftalt. Medfølgende hårde hvidevarer skal virke på overtagelsesdagen. Kontroller sammen med køber og ejendomsmægler, at de virker.