Ejerlejlighed
Fra lejet bolig til egen bolig
I de gode, gamle dage var en lejlighed kun til leje. Det var en bolig midt i bykernen hvor der ikke var særlig meget plads og hele familien derfor stuvede sig sammen og børnene sov i lag. Med mindre man tilhørte det bedre borgerskab og boede i herskabslejlighed hvor man havde mange, store rum og folk til at gøre alt det besværlige: slæbe koks, koge tøj i gruekedlen, plukke høns osv.
Men så i 1966 indgik 4 partier (S, R, V og K) et politisk forlig som fik stor betydning for hvordan man boede i byerne. Den nye ejerlejlighedslov gjorde det muligt at lejligheder beregnet til udlejning kunne blive til ejerlejligheder.
Investering i egen bolig
Pludselig kunne mange byboere eje i stedet for at leje uden at flytte i hus. Da der samtidig var en højkonjunktur i fuld gang og familiernes rådighedsbeløb derfor var stærkt stigende – også hjulpet af de nu udearbejdende kvinder – blev der investeret store summer i at renovere de enkelte lejligheder.
I dag er ejerlejlighederne typisk større end gennemsnittet af etageboliger, og har desuden både en højere teknisk standard og en mere attraktiv beliggenhed. Når man selv ejer sin bolig, er kvalitetsforbedring jo en investering, som kan betyde at man får større fortjeneste den dag man vælger at sælge.
Forstand på ejerlejligheden
Fra 1980 til 1999 blev der 17 pct. flere boliger i Danmark. Antallet af ejerlejligheder voksede i perioden med 77 pct. – kun overgået af andelsboligen, der voksede med hele 240 pct.
Kilde: Det danske boligmarked – udvikling i boligforsyning og boligønsker, Statens Byggeforskningsinstitut, 2001
Loven kræver at ejerlejligheden skal have:
- Et areal på mindst 26 m2
- Et køkken på mindst 7 m2
- Et badeværelse på mindst 2,5 m2
- Mindst et toilet med håndvask, koldt og varmt vand, el og afløb for spildevand
Kilde: Ejerlejligheder: Jurist- og økonomforbundets forlag, 1995