Afgiftsændringer kan give hurtige boligkøbere gevinst


37 øres nedsættelse lyder måske ikke af meget, når man taler om boligkøb. Ikke desto mindre forudser danbolig, at en reduktion af afgiften på elvarme på 37 øre pr. kilowatttime kan blive til en gevinst på mange tusinde kroner – ikke mindst for hurtige boligkøbere. 

Fra årsskiftet er afgiften på elvarme nedsat fra 80 ører pr. kWh til 50 ører pr. kWh. Inklusiv moms svarer det til en reduktion på 37 øre, og det giver en årlig besparelse på omkring 2.500 kroner for et typisk parcelhus på 140 kvadratmeter, fortæller energivejleder Rune Schmidt fra oplysningsorganisationen Energitjenesten. 

Samtidig bliver de årlige udgifter til øvrige opvarmningsformer såsom fjernvarme, naturgas og olie med indførelsen af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift i omegnen af 1000 kroner højere. Den nye afgift er netop trådt i kraft pr. 1. februar. Alt andet lige gør det boliger med elvarme mere interessante for boligkøbere end tidligere.

Hurtig ved havelågen

Elopvarmede boliger handles typisk til noget lavere priser end sammenlignelige boliger med andre opvarmingsformer, fortæller Uffe Vind fra danbolig. 

”På grund af den relativt høje pris på elopvarmning ligger boliger opvarmet med el i et lavere prisleje,” siger han og fortsætter: 

”Det skyldes, at boligkøberne og banken skeler meget til de løbende udgifter, når det vurderes, hvor hårdt køberne kan sætte sig i forbindelse med et boligkøb. I det nuværende lidt træge marked, forventer vi, at det vil tage nogen tid, inden de lavere eludgifter for alvor slår igennem i udbudspriserne. Så er man på udkig efter bolig i øjeblikket, kan der virkelig være penge at spare, hvis man handler hurtigt.”

Godt nyt for alle


De lavere varmeudgifter er ikke kun godt nyt for boligkøberne. Alle ejere af de omkring 125.000 elopvarmede helårsboliger vil mærke besparelsen på de løbende udgifter.


Yderligere oplysninger eller kommentarer kan fås ved henvendelse til Uffe Vind påuffe.vind@danbolig.dk, mobil 23 305 243 eller fastnet 38 400 410.